Forlaget Tro-fast har udgivet en ny dansk hundebog, der er skrevet af en af Anders Hallgrens elever Christina Bruun. Bogen har da også et forord af Anders Hallgren, der giver bogen sin uforbeholdne anbefaling. Målgruppen er den helt almindelige hundeejer, eller hundeejeren der ønsker råd og vejledning til samlivet med hunden i hverdagen. Sproget er utroligt letforståeligt. Her må selv den helt nye hundeejer føle sig i gode hænder. Christina Bruun evner virkelig at forklare selv komplicerede emner som indlæringspsykologi og forskellige etologiske begreber på en enkel og letforståelig måde.
Bogen indledes med overvejelser om køb af hund og med et afsnit om den første tid i hjemmet. Dernæst beskrives det, forfatteren kalder den naturnære hundetræning, et begreb der består i at holde sig så nær til hundens naturlige liv som muligt. Jeg er helt enig i, at vi skal arbejde på at give vores hunde et godt hundeliv, men der er mange ting i samlivet med os mennesker, der går direkte imod det såkaldte naturnære. F.eks. har jeg meget svært ved at se, at det er mere naturnært at lave cirkuskunster end lydighedstræning. Kvaliteten af træningen afhænger efter min mening ikke af hvad hunden lærer, men af hvordan hunden lærer det.
Bogen indeholder også et afsnit om lederskab, som på en god måde forklarer, hvorfor vi ikke mere behøver at være diktatoriske overfor vores hunde, for at etablere et godt samarbejde. Der er et afsnit om indlæringspsykologi, efterfulgt af et afsnit om praktisk træning af de mest almindelige færdigheder som gå pænt, indkald, sit, stå og dæk, ikke springe op mm. Dernæst følger et afsnit om miljøtræning og mental motion. Afslutningsvist er der et afsnit om hundens signaler.
Jeg synes generelt det er en fin og velskrevet bog om hverdagstræning og samlivet med hunde, og generelt har jeg det samme holdningsmæssige udgangspunkt som forfatteren. Selv om bogen er på godt 200 sider, er den meget let læst, da forfatteren har en meget fortællende skrivestil. Samtidig bruger forfatteren mange eksempler fra samværet med sine egne gravhunde til at illustrere teksten med.
Der er et virkeligt sjovt afsnit om cirkuskunster, som forfatteren kalder det, med nogle rigtig sjove og opfindsomme tricks. Der er mange gode ideer at hente til sjove aktiviteter med hunden. Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at der nogle steder var en mere udførlig beskrivelse af, hvordan man kan træne de enkelte tricks. Der er i beskrivelserne lagt meget vægt på, hvilke ord man skal sige til hunden, i stedet for en lidt mere detaljeret opdeling af øvelsen i delmomenter og beskrivelse af hvordan hunden skal lære øvelsen.
Bogen igennem får man som læser fornemmelsen af, at forfatteren taler meget med sine egne gravhunde, en fornemmelse der bliver bekræftet i et af bogens sidste afsnit om vores verbale sprog. Her skriver forfatteren, at hunden er en mester i at lære ikke bare vores kropssprog, men også vores verbale sprog. Det underbygges af, at forfatterens egen hund forstår mere end 150 ord. Efter min mening får hunde aldrig den sproglige forståelse, som vi mennesker har, bl.a. fordi deres generaliseringsevne er væsentligt dårligere end vores og fordi de ikke kan lære abstrakte begreber. Mine hunde kan også forstå mange ord og hvis jeg putter de ord de kender, ind i en sætning, forstår de dem også. Jeg kan helt klart kommunikere med mine hunde, så de forstår hvad jeg mener. Det sker ved hjælp af mit kropssprog, den situation vi er i, og selvfølgelig også de verbale signaler som de har lært, men en sproglig forståelse det har de altså efter min mening ikke. Det er samtidig noget jeg er meget opmærksom på, når jeg underviser, for mange kursister tror, at hunden kan lære at dække, fordi man siger dæk til den og at det hjælper at gentage ordet. Jeg er dog samtidig overbevist om, at det ikke er den måde Christina Bruun bruger sproget på.
Læst af Christina Ingerslev
Rating:  [4 ud af 5 stjerner!] |
